Pedal steel guitaren stammer fra den 6-strengede Lap Steel Guitaren ("Hawaiiguitaren"). Den blev
opfundet fordi musikeren gerne ville kunne spille en masse forskellige akkorder uden at bruge
skråtstillet spillestål. Der kom flere strenge på - op til 10 (i sjældne tilfælde 12), og instrumentet kom
op på 4 ben. Der kunne også være 2 halse på en krop. Der blev monteret fod-pedaler og
knæ-pedaler, der kunne stramme eller slappe strengene en halv eller en hel tone op eller ned,
så man nemt kunne forandre tonehøjden på strengene mens man spillede.

Pedal steel guitaren er et ret nyt amerikansk musikinstrument, der er ved at vinde indpas i Europa i
disse år indenfor bl.a. country-musik, rock og pop- musik.
I sin enkleste form består instrumentet af en hals med 10 strenge på. De stemmes med ganske
almindelige guitarstemmeskruer i den ene ende, men i den anden ende af strengene sidder et
tonehøjde-skiftersystem, der kan stramme og/eller slappe nogle udvalgte strenge ½ eller en hel
tone. Dette skiftersystem er hjertet i instrumentet, og det er klart, at det skal være fremstillet med
største præcision og skal fungere med yderste nøjagtighed. Ligeledes skal strengene være af den
højeste kvalitet varme/kuldehærdet special-stål, således at strengene, der jo strammes og slappes
mange hundrede gange i hver melodi, eller mange tusinde gange på en aften, hele tiden vender
tilbage til originalstemning.

Fod, knæ, hænder.
Tonehøjde-ændringssystemet betjenes ved at at musikeren med venstre fod, venstre knæ og højre
knæ trykker på fod-pedalerne og knæ-pedalerne. I venstre hånd har han et spillestål, som man
lader glide på strengene mod venstre eller mod højre, for at afkorte den svingende strengelængde.
Højre hånd slår strengene ned med specielle plektre, der er skubbet ind på fingerspidserne.
Tommelfingerens plekter er af plastic, pegefingerens og langfingerens er af metal.

Nashville E9.
Den mest almindelige stemning af instrumentet er den såkaldte "Nashville E9 stemning", men der
kan også fås dobbelthalsede pedal steel guitarer, hvor den anden hals så bliver brugt til en "Jazz
C6" stemning. Et sådant instrument har for det meste 8 fod-pedaler og op til 9 knæ-pedaler. Der
bygges pedal steel guitarer på ca. 5 fabrikker og på over 12 værksteder, nogle af instrumenterne er
håndbyggede efter musikerens ønsker, andre sælges på normal vis gennem alle musikforretninger.
En pedal steel guitar koster ca. 10000 kr. for en begyndermodel med 3 fod-pedaler og en
knæ-pedal. En professionel model fuldt udbygget med 3 fod-pedaler og 3 knæ-pedaler kan fås for
ca. 38000 kr. En professionel dobbelthalset model fuldt udbygget med 8 fod-pedaler og 5
knæ-pedaler koster ca. 65000 kr. Heldigvis laver nogle af fabrikkerne en "økonomimodel" med 3
fod-pedaler og 4 knæ-pedaler, der har samme funktioner som den tilsvarende professionelle
model, og den kan fås i musikforretningerne for ca. 15000 kr.

Forstærker og tilbehør.
Man kan bruge alle mulige guitarforstærkere, men erfaringen har vist, at det allerbedste er en
transistor-forstærker med en 12 eller 15 tommers højttaler og fjeder-rumklang eller digital rumklang.
Den kan koste fra ca. 8000 kr. til ca 13000 kr.
Dertil kommer en volumepedal fra 1800 kr. til 2300 kr., et spillestål fra ca. 450 kr. til 900 kr., og endelig
3 fingerplektre til mellem ca. 15 kr. og 35,- kr. pr. stk.

Undervisningsmaterialer.
Vedrørende undervisningsmaterialer kan nævnes, at da jeg selv begyndte at spille pedal steel
guitar, og det var selvfølgelig i Nashville, Tennessee, i 1971, kunne man kun købe 1 kursusbog !
(Nu findes der heldigvis masser af undervisningsmaterialer i form af videobånd, DVD´er, bøger, hæfter, CDer og kassettebånd, og blandt disse er der mange virkelig fine ting til begyndere (prøv også at spørge på biblioteket). Der findes også specielle klubber og tidsskrifter for folk, der spiller pedal steel guitar - 3 i U.S.A, 1 i England og 1 i Tyskland.

Guitaristens ideelle bi-instrument.
(Hvis du spiller guitar, er du allerede halvvejs til steel)
Der er stor efterspørgsel her i Danmark efter musikere, der kan spille pedal steel guitar, og det
gælder både i bands og i pladestudierne, så det er glædeligt, at flere og flere guitarister vælger
pedal steel guitaren som deres biinstrument.

Er det svært?
Af sværhedsgrad er der mange, der sammenligner det med at lære at spille violin, og
den vurdering er meget fornuftig. Hvis man vil i gang med at spille pedal steel guitar, er det
ganske rigtigt en fordel, at man spiller guitar eller basguitar i forvejen, idet man så direkte kan
overføre sit akkordkendskab. Se her, hvor nemt det er at komme i gang:

Kom lynhurtigt i gang:
Anbring spillestålet med venstre hånd i 8. bånd, og aktiver ingen pedaler, så får man en C-dur
akkord.
Hvis man derimod træder de 2 første fod-pedaler ned, så får man en F-dur akkord.
Hvis man træder den midterste fod-pedal ned, og trykker den ene knæ-pedal ind, så får man en G7
akkord.
Det vil sige, at man har hele den normale 3-akkorders rundgang C, F, G7 på samme bånd, blot ved
at aktiverer pedaler.
Man kan selvfølgelig også bruge det som steelguitarer er så kendte for: glid med spillestålet op
eller ned af gribebrættet. Så bliver det bånd 8, 13 og 15 eller bånd 8, 1 og 3 der giver rundgangen.

Det lyder ikke svært, vel?
Man kan virkelig hurtigt lære at spille så meget, så man kan udfylde sin
rolle i et orkester. Men først når man har mange år på bagen kan man blive så dygtig at man kan
spille noget i retning af Nils Tuxen !
pedal
steel
guitaren
Noget om pedal steel guitarens historie
af Henning Kock
. . . læs om pedal steel guitarens dele
(der er mange)
Nashville, Tennessee
(det mærkelige "Batman-tårn" er telefonselskabets hus)